På mureruddannelsen kommer grøn omstilling til at fylde stadig mere. Således var det også et tema, da uddannelsens faglærere i sommers var samlet til et faglærerseminar.
Her kunne de bl.a. høre om Alfix – men hvordan er Alfix interessant i den kontekst?
En udvikling der gør murerfaget mere attraktivt
En fliseklæber et centralt produkt for en flisemurer. Så når den (siden foråret) findes i en CO2-reduceret og Svanemærket variant (Alfix ProFix Plus), er det relevant, at faglærere såvel som murerlærlinge kender til produktet og får det i hænderne under uddannelsen. Pia Skjøtt-Larsen, uddannelseskonsulent ved Byggeriets uddannelser, er glad for den udvikling: ”Det er interessant, når leverandører laver noget, der er bæredygtigt. Vi er altid glade, når det går den vej”.
Bæredygtighed er i dag en del af mureruddannelsen i fag som ”byggeri og arbejdsmiljø”, men i fremtiden bliver det et selvstændigt fag. ”Fokus på at gøre murerfaget grønt hele vejen igennem er med til at gøre uddannelsen mere attraktiv, blandt andet fordi det tiltrækker flere forskellige typer ind i murerfaget. Vi arbejder for mere diversitet og bæredygtighed i faget, og de to ting hænger sammen”, fortæller Pia Skjøtt-Larsen.
Hvad kan Alfix inspirere med?
Hvilke konkrete initiativer gør den største forskel ift. ansvarlig omstilling? Hvilke materialer og systemer passer bedst til denne agenda? Hvordan forholder vi os til dokumentation og nye klimakrav? I svar på spørgsmål som disse, er der inspiration at hente, og den kom fra Mikael B. Noe, teknisk projektleder hos Alfix, under sommerens faglærerseminar. Her får du et udpluk:
Hvilke konkrete initiativer gør den største forskel?
”Produktudviklingen, herunder udvælgelse af råstoffer, er et væsentligt fokus, fordi fremstilling af råvarer udgør langt den største del af Alfix’s CO2-aftryk. Typisk er der tre råvaregrupper; tilslag, cement og additiver. Tager vi fx tilslag, er der tre områder, der gør en forskel: 1) tilslag kan i nogen grad udskiftes med letfyldstoffer, 2) energien til fremstilling af letfyldstoffer har betydning, og 3) tilslag kan hentes lokalt”, fortæller Mikael B. Noe.
Når Alfix eksempelvis udvælger additiver i et produkt, er der også fokus på at ramme en kvalitet med lavere CO2-udledning. Mikael B. Noe pointerer: ”CO2-udledning er en vigtig del af ansvarligheden på miljøområdet, men der er også andre væsentlige forhold. Det er også det, som de tre ben i begrebet ESG er kendetegnet ved – der er både en miljømæssig, social og økonomisk kvalitet at tage højde for. At sikre en høj kvalitet og derved holdbarhed og færre skader/reklamationer giver god mening ift. miljødagsordenen men også ift. økonomien for den udførende. Endelig har vi altid et forbedret arbejdsmiljø i kikkerten, når vi udvikler nye Alfix produkter. Der kan være tale om lettere bearbejdning, længere rækkeevne pr. kg i sækken og dermed færre kg. i sækken, som der skal slæbes rundt på. Endelig kan der være tale om støvreduktion. Rækkeevne og støvreduktion er eksempelvis fordele ved vores nye ProFix Plus fliseklæber”.
Hvordan forholder vi os til nye klimakrav?
Fra januar 2023 kommer nye klimakrav i bygningsreglementet. Det betyder, at der skal laves klimaberegninger i form af LCA-beregninger (livscyklusanalyse) for nybyggeri. Branchen forbereder sig, og en af de ting vi har fokus på hos Alfix er, at blive skarpe på, hvordan de nye krav påvirker mureren. Hvad skal man som udførende murer vide og gøre?
Vi har brudt de nye krav om nedsat CO2-udledning fra nybyggeri ned til, at murerens vigtigste rolle her i første omgang fra 2023 er, at videregive EPD’er (miljøvaredeklarationer) for de produkter, der arbejdes med, sammen med information om mængder. EPD’erne danner grundlag for LCA-beregninger, og de EPD’er der følger produkterne giver den mest præcise beregning, om end branchespecifik data alternativt kan anvendes. Som leverandør har Alfix en vigtig rolle i dels at sikre, at produkterne har en EPD, dels i at gøre den let tilgængelig (fx fra Byggebasen eller Alfix hjemmesiden).